Stir-fry hakket kylling med broccolini og rød peber

En super lækker og hurtigt tilberedt asiatisk stir-fry ret med hakket kylling, broccolini og rød peber i en sauce af blandt andet hoisin sauce, sukker (sødme) og soya (det salte). Saucen er lidt tynd, så den blander sig skønt med risene. Det tager ikke lang tid at tilberede retten. Den kan (næsten) laves, mens risene koger. Retten skal ikke være speciel stærk, men vurder selv, hvor meget chili, du vil have i. Det afhænger af smagsløg men også af, hvilken type chili, du bruger. En dejlig hverdagsret, som jeg også serverer for gæster, der elsker den


Ingredienser

Til 4 personer

  • ca 4 dl ris
  • 1 spsk olivenolie eller anden olie til stegning
  • 3 fed hvidløg
  • 2 spsk revet ingefær
  • 1 rød chili uden kerner *)
  • 500 g hakket kylling
  • 1 rød peber

Sauce

  • 1 1/4 dl kinesisk risvin, kan erstattes af tør sherry eller japansk madlavnings sake
  • 2 spsk brunt sukker
  • 1½ dl hoisin sauce
  • 2 spsk soya sauce
  • 1 tsk Maizena eller anden majsstivelse rørt op i 1 spsk koldt vand
  • 200 g broccolini (asparges broccoli)

Topping

  • 1 dl usaltede peanuts, hakkede eller hele
  • evt ekstra hakket, rød chili

*) vurder selv hvor meget chili, der skal i. Retten skal ikke være specielt stærk

Sådan gør du

  1. Kog risene efter anvisning på pakken og imens går du videre med retten
  2. Pil og hak hvidløg med en kniv og hak den røde chili (fjern kernerne)
  3. Skræl og riv ingefær
  4. Skyl den røde peber og skær den i mundrette firkanter
  5. Overhæld broccolini med kogende vand og lad dem stå, til de skal i retten
  6. Bland ingredienserne til saucen i en skål - start med at røre maizena ud i vand og bland derefter resten af ingredienserne i
  7. Varm olien op til medium-høj varme i en wok eller en pande og steg hvidløg, ingefær og chili 20 sekunder
  8. Tilsæt hakket kylling og steg 3-4 minutter til det er gennemstegt
  9. Tilsæt rød peber og steg 1 minut
  10. Tilsæt saucen og rør det hele godt sammen
  11. Si vandet fra broccolinien, kom det i retten og steg yderligere 2 minutter

Server retten med de kogte ris og drysset med hakkede peanuts. Drys evt med lidt hakket chili eller server det i en skål ved siden af