Stir-fry kylling med blomkål og rød peber

Stir-fry (rør og steg) er en super nem og hurtig måde at tilberede et lækkert måltid. Brug en pande eller en wok, hvis du har en sådan, og steg det hele ved høj varme. Jeg har, til denne ret, brugt kyllingebryst sammen med blomkål, rød peber, sukkerærter og forårsløg. Men alle slags grøntsager kan bruges, fx gulerødder, broccolini, broccoli, bladselleri, snack peber, zucchini, så stir-fry er en god metode til at få ryddet ud i køleskabet og undgå madspild. Du skal blot være opmærksom på, at grøntsagsstykkerne ikke må være for store, og det samme gælder kyllingestykkerne. Når du steger kyllingestykkerne, så vær opmærksom på, at du ikke får for meget væde med, da kyllingen så vil koge i stedet for at stege. Har du mere lyst til nudler end til ris, passer det også fantastisk til retten


Ingredienser

Til 4 personer

  • ca 4 dl ris, fx basmatiris
  • ca 600 g kyllingebryst
  • lidt olie til stegning
  • 2 spiseskefulde soja
  • 2 spsk østerssauce
  • 2 spiseskefulde honning
  • 2 tsk sambal-oelek eller anden chilisauce
  • 2 spsk revet ingefær
  • 4 spiseskefulde sesamfrø
  • 4 fed hvidløg
  • 5 forårsløg
  • ca 300 g blomkål
  • 1 rød peberfrugt
  • ca 100 g sukkerærter
  • desuden 2 spsk østerssauce + 2 spsk soyasauce

Sådan gør du

  1. Start med at koge risene efter anvisning på pakken og gå videre med retten imens
  2. Skær kyllingebrystet i mundrette firkanter og kom dem i en skål
  3. Riv ingefær ned over kyllingestykkerne og hæld soyasauce, østerssauce, honning og chilisauce i. Vend det hele godt sammen. Lad det hvile, mens du ordner grøntsagerne
  4. Pil hvidløg og skær dem i tynde skiver
  5. Skyl forårsløg og skær dem i ca 2 cm skrå skiver
  6. Lav små buketter af blomkålen
  7. Skyl den røde peber og skær den i mundrette tern
  8. Skyl sukkerærter og halver dem med et skråt snit
  9. Varm en pande op til høj varme og rist sesamfrøene 1 minut. Hæld dem i en skål/på en tallerken
  10. Kom lidt olie på panden og tilsæt kyllingestykkerne (undgå at få for meget af væden med, da kyllingen ellers vil koge i stedet for at stege). Steg kødet hurtigt på alle sider, og lad det derefter stege 4-5 minutter, til det er mørt. Læg det op på en tallerken 
  11. Kom lidt mere olie på panden og lynsteg grøntsagerne (hvidløg, forårsløg, blomkål og rød peber) 2-3 minutter under omrøring
  12. Læg kyllingekødet tilbage i panden, tilsæt sukkerærter sammen med 2 spsk østerssauce og 2 spsk soyasauce, og vend det hele sammen
  13. Anret stir-fry kylling med blomkål på et fad (eller lad det blive i panden) sammen med ris og drysset med de ristede sesamfrø