Tagine med kylling og grøntsager

Tagine er både en gryde og en ret. Tagine en nordafrikansk (marokkansk) form for gryde/stegeso, der traditionelt anvendes til tilberedning af mad. Taginen er et glaseret lerfad med et kegleformet låg, hvori man tilbereder sin ret, tager låget af og serverer i fadet. Oprindeligt tilberedes retten over glødende kul, men har man ikke lige det, bruges en ovn. Man kan næsten sige, at det er en form for 'one pot', hvor kød/fisk, grøntsager og krydderier tilberede sammen i fadet. Har man ikke en tagine, kan man bruge en 'gammeldags stegeso' eller simpelthen lave retten i en almindelig gryde, som man sætter i ovnen. Kan gryden ikke tåle at komme i ovnen, kan man, som jeg har gjort her, lade retten simre på komfuret. Bruger man en tagine, skal man være sikker på at den kan tåle direkte varme fra komfuret - hvis ikke, kan man bruge en pande til at riste i og hæld ingredienserne over i taginen bagefter.

Man kan, som nævnt, bruge alle slags kød, grøntsager og krydderier eller man kan lave en vegetartagine. Og man kan lave retten med eller uden couscous, eller man kan servere couscous eller ris til. Jeg har i denne version brugt kylling og grøntsager samt oliven, dadler og abrikoser, da disse giver en herlig smag i taginen. Jeg har brugt en almindelig gryde, som har simret på komfuret. Og så har jeg serveret kogte ris med gurkemeje samt stegte løg og cashewnødder til

Ras al Hanout er et krydderi, der bruges i typiske marokkanske/nordafrikanske retter, hvor man både bruger det til at gnide ind i kødet og til at blande i ris. Krydderiet er et blandingskrydderi, der består af kanel, kardemomme, nelliker, ingefær, allehånde, fennikel, anis, spidskommen, sort peber, koriander, chili, paprika,, kommen, muskatnød, rosenblade og safran

Se også min vegetar tagine, som jeg har lavet med couscous


Ingredienser

Til 4 personer
  • 600 g kyllingebryst
  • 1 spsk Ras al Hanout (se ovenfor)
  • 4 små løg eller 1 stort
  • 4 fed hvidløg
  • ca 2½ cm ingefær
  • revet skal af 1 ubehandlet/økologisk citron
  • 4 cocktail tomater eller andre tomater af samme størrelse
  • ½ lille blomkål
  • 2 store gulerødder
  • 3 miniauberginer eller ½ almindelig
  • 2 mini courgetter eller ½ almindelig
  • 1 håndfuld mynteblade
  • 1 håndfuld oliven evt blandede sorte og grønne
  • 1 håndfuld tørrede abrikoser
  • nogle dadler, gerne uden sten
  • 3 dl passata eller anden neutral tomatsauce
  • 1½ dl vand
  • olivenolie til stegning

Til servering

  • 1 lille håndfuld koriander
  • saft af 1 citron, der presses over (brug den citron, du har revet skallen af)
  • 1 håndfuld ristede mandler
  • kogte ris eller couscous

Sådan gør du

  1. Skyl auberginer og skær i både. Hvis det er en stor aubergine, du bruger, skæres den i tern på ca 1½ x 1½ cm. Kom dem i en skål med koldt vand og lidt salt og lad dem stå, mens resten af ingredienserne forberedes
  2. Pil og hak hvidløg og hak mynten groft
  3. Skræl ingefær og løg og skær begge dele i tynde skiver
  4. Riv skallen af citronen
  5. Skræl gulerødder og skær dem i skrå skiver eller stave
  6. Del blomkål i små buketter
  7. Skyl courgetter og skær i både
  8. Skær tomater og abrikoser i tern
  9. Skær kyllingebryst i 3-4 stykker pr bryststykke
  10. Gnid kyllingestykkerne med Ras al Hanout
  11. Varm olien op i en tagine eller gryde og rist løg, hvidløg og ingefær 1 minut
  12. Tilsæt kyllingestykkerne og brun dem på alle sider
  13. Hæld vandet fra auberginerne og tør dem evt lidt med køkkenrulle eller et viskestykke
  14. Tilsæt derefter blomkålsbuketter, gulerødder, courgetbåde og auberginebåde/-tern og rist 1 minut
  15. Tilsæt tomater, abrikoser, citronskal, tomatpassata og vand og lad retten simre ved svag varme i 30 minutter. De sidste 5 minutter simrer oliven og dadler med. Du kan evt tilsætte lidt mere vand, hvis saucen vil sætte sig fast i gryden/taginen
  16. Alternativ: varm ovnen op til 180 grader og sæt taginen/gryden ind i 30 minutter (hvis gryden/taginen kan tåle at komme i ovnen). Tilsæt også her oliven og dadler de sidste 5 minutter
  17. Mens retten simrer, ristes mandlerne på en tør pande og ris/couscous tilberedes
  18. Vend mynteblade revet i mindre stykker i saucen og hæld friskpresset citronsaft over
  19. Drys til sidst med ristede mandler og koriander 

Server din kyllingetagine med ris, couscous og/eller brød til, fx arabiske manakish eller naanbrød