Manakish med zaatar

Manakisk er arabisk og mellemøstligt fladbrød, nærmest en blanding mellem pizza og fladbrød. De kan bages helt neutrale, eller de kan bages med alle mulige slags toppings. En af de mest udbredte varianter er manakish med zaatar (se nedenfor), det lækre mellemøstlige blandingskrydderi. Men hakkede tomater, peberfrugter, løg, oliven og ost er super variationer. Brødene bruges som morgenmad i mellemøsten, men de kan spises hele dagen. Til frokost med din yndlingstopping eller til humus og andre lækre arabiske delikatesser.

Zaatar er en traditionel mellemøstlig krydderiblanding, hvor en af hovedingredienserne er oregano, som blandes med merian, timian, sumak og sesamfrø. Zaatar bruges i stort set alle de mellemøstlige og arabiske lande og kan derfor variere i sammensætningen af krydderier. Nogle steder bruges oregano som en vigtig hovedingrediens, andre steder er det timian, der er det fremtrædende krydderi. Andre igen bruger begge dele. Men ristede sesamfrø og sumak er et 'must'. Sumak er et let syrligt krydderi. Det er fremstillet af knuste bær fra rhus-busken, der vokser i Mellemøsten og giver sumak den smukke røde farve. Man kan købe sumak og færdigblandet zaatar på nettet eller hos arabiske grønthandlere eller købmænd, men det er også lækkert at lave sin egen zaatar, og det er super nemt. Kan man ikke finde sumak, kan man blande revet citronskal i sin zaatar, for at give den den let syrlige smag. Man kan sagtens lave zaatar og opbevare det i et lufttæt glas, så man har det lige ved hånden


Ingredienser

Manakish

Hvor mange brød, der bliver ud af portionen, afhænger af, hvor store, du laver dem - jeg laver altid forskellige størrelser, nogle med zaatar, nogle neutrale med salt og nogle med andre krydderier (se ovenfor)

  • 25 g gær
  • 1 spsk honning
  • 3 dl lunkent vand
  • 450 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk olivenolie - olivenolie til pensling


Zaatar

  • 2 spsk tørret oregano
  • 2 spsk tørret timian
  • 2 spsk tørret merian
  • 2 spsk sumak
  • 2 spsk sesamfrø
  • 2 tsk salt

Sådan gør du

Manakish
  1. Rør gær og honning ud i det lunkne vand. Tilsæt mel, salt og olie og ælt dejen sammen, til den er ensartet. Lad den hæve lunt i 1 time. Tænd ovnen på 280°.(varmluft)
  2. Rør din zaatar sammen
  3. Del dejen i enten lige store eller forskellige stykker (afhængigt af hvordan, du vil have dine manakish - jeg laver altid lidt forskellige størrelser). Rul dejstykkerne tyndt ud, pensl med olie og drys zaatar over.
  4. Bag brødene i ovnen i ca. 10 minutter, til de er gyldne


Zaatar

  1. Alle krydderierne røres sammen. Er der noget i overskud, kan du sagtens gemme dette i et glas med låg