Teriyakikylling med edamamebønner er en virkelig nem og lækker ret. Smagen er vidunderlig, og man kan komme forskellige grøntsager i, hvis man har lyst til andet end broccoli.
Teriyakisaucen bruges meget i det asiatiske køkken, og den er især velegnet til retter med kylling og fisk. Når man bruger saucen, er det ikke nødvendigt at bruge salt pga indholdet af soya, hvilket er positivt for sundheden.
Et andet plus ved sundheden er edamamebønnerne. De indeholder blandt andet meget vegetabilsk protein og mange kostfibre
Ingredienser
til 4 personer
- 4 stk kyllingebryst
- 1 pakke broccoli i små buketter
- 200 g edamamebønner
- 2 fed hvidløg
- 4 spsk teriyaki-sauce (jeg bruger Kikkoman)
- 2 spsk soyasauce
- 1½ spsk honning af den flydende slags
- 2 tsk frisk revet ingefær
- 1 tsk majsstivelse/maizena
- saft af ½ limefrugt + saft af 1 limefrugt til kogning af broccolibuketterne
- 2 spsk vand
- olivenolie eller sesamolie til stegning
- 1 spsk sesamfrø
- 3 forårsløg
- lidt koriander (kan undlades)
- nudler (kan erstattes af ris)
Sådan gør du
- Tilbered nudlerne som anvist på pakken (nogle skal koges, andre skal blot overhældes med kogende vand)
- Hæld edamamebønnerne i en si og overhæld dem med kogende vand, der løber fra med det samme
- Lav små buketter ud af broccolien
- Pres hvidløg og riv ingefær
- Bland teriyakisauce, soyasauce, honning og saften af limefrugten sammen med det pressede hvidløg og ingefær. Drys majsstivelsen i lidt ad gangen og rør det hele godt sammen
- Skær kyllingestykkerne i mundrette tern og steg dem i olien i 3-4 minutter ved høj varme
- Skru ned for varmen og tilsæt teriyakiblandingen og lad det hele simre til kyllingen er mør
- Snit imens forårsløgene på skrå i tynde skiver, hak korriander,og kog de små broccolibuketter 1 minut, enten i en gryde eller i microovn (1000watt). Pres saften af en lime i kogevandet - det giver en dejlig friskhed til broccolien. Hæld broccolibuketterne i en si, så alt vandet løber fra
- Bland edamamebønnerne i retten
- Læg nudlerne i portionsskåle og anret retten over. Læg de små broccolibuketter ved og drys med forårsløgene, sesamfrø og evt korriander. Læg til sidst små både af lime ved, så man evt selv kan supplerer