Thai basilikum curry med kylling og gurkemeje

Denne thai basilikum curry med kylling og gurkemeje er nem at lave, og den er super lækker. Gurkemeje er sundt, og kombineret med ingefær, hvidløg, chili, kaffir limeblade og ikke mindst basilikum, giver det en super smag til kokossaucen. Jeg har brugt kartofler i curry'en – både fordi man ofte har kartofler liggende men sandelig også fordi, det smager godt. Har man en aubergine, der skal bruges, kan kartoflerne erstattes med den (eller suppleres). Curry'en er medium spicy, men man kan sagtens selv gøre den mere eller mindre spicy ved at regulere chilimængden


Ingredienser

Til 4 personer

  • 6 cm frisk ingefær, skrællet og skåret i tynde skiver
  • 2 solo hvidløg eller 8-9 almindelige fed hvidløg
  • 60 g frisk gurkemeje, vasket grundigt og skåret i tynde skiver
  • ½ dl olivenolie eller anden olie
  • 1 stort hvidt løg, hakket
  • 1 tsk tørrede chiliflager
  • 2 tsk garam masala
  • 1-2 tsk palmesukker eller rørsukker
  • 2-3 tsk soya sauce
  • 4 kaffir lime blade, tørrede, frosne eller friske
  • 3 store tomater, skåret i små tern
  • 350 g kartofler
  • 400 g kyllingebryst, skåret i tynde strimler på ca 2,5 cm
  • 1 ds kokosmælk
  • 2 spsk olie til stegning
  • 1 stor håndfuld basilikumblade, gerne thai basilikum hvis muligt

50 g sukkerærter, skåret i 2-3 strimler på langs

Til servering

  • kogte basmati- eller jasminris
  • limebåde
  • lidt basilikumblade

Sådan gør du

  1. Forbered ingefær, hvidløg, gurkemeje. Kom det i en minihakker, blender eller brug en stavblender sammen med ca ½ dl olivenolie eller anden olie og blend det til en pasta
  2. Pil og hak løg i små tern
  3. Skyl tomater og hak dem i små tern
  4. Vask, skrab eller skræl kartofler og skær dem i grove tern. Er det små kartofler, skæres de i halve eller kvarte
  5. Skyl sukkerærter og skær dem i 2-3 strimler på langs
  6. Skær kyllingen i tynde strimler på ca 2,5 cm
  7. Tilbered risene efter anvisning på pakken
  8. Varm 3 spsk olie op i en pande med høj kant eller i en gryde og rist ingefær-gurkemeje pastaen ved medium varme et par minutter
  9. Tilsæt chiliflager og kylling og rist til kyllingen har fået lidt farve
  10. Tilsæt kartofler, tomater, garam masale, soys sauce, lime blade og kokosmælk og bring i kog. Lad retten simre til kylling og kartofler er møre ca 10 minutter
  11. Tilsæt sukkerærter og basilikum og varm igennem uden at koge
  12. Server din curry med de kogte ris, limebåde samt drysset med lidt basilikumblade