Der er ikke noget som støj, larm, bilos (hm!), sol, 34 grader, et gadekøkken i Bangkok og så en portion thai fishcakes - ทอดมันปลา (Tod Man Pla)
De smager dog også lækkert, når man laver dem i Danmark, i sit eget køkken. i regn og slud, 5 grader udenfor og Andrea Bocelli i højttaleren
Der findes mange versioner af fiskekagerne i asien. Nogle gange er der bønner i, nogen putter karrypasta i og andre chilipasta. Jeg har fået dem med almindelige løg og nogle gange med forårsløg. Min egen version er med forårsløg, bønner og karrypasta. Og så blander jeg torsk og laks. Det giver til både smag og farve at blande laks i farsen
Fiskekagerne serveres med en thai agurkesalat til sammen med ris eller anden salat (i Bangkok er det ofte gulerødder, frisk agurk, snittet kål eller bønnespirer). Jeg laver en light version fried rice til
Ingredienser
til 4 personer
Fiskcakes
- 300 g torskefilet
- 200 g laksesteak
- 1 stængel citrongræs
- skal af en ubehandlet limefrugt
- 1 spsk rød karrypasta, eller thai chili pasta
- 2 tsk revet ingefær
- 2 fed presset hvidløg
- 3 spsk soyasauce
- 1 æg
- 1 spsk hvedemel
- 1 håndfuld frisk koriander
- 100 g haricots verts
- 2 forårsløg
- 1 tsk kokossukker, rørsukker kan bruges
- 2 spsk kokosolie til stegning - andet olie kan bruges, men kokosolien giver en dejlig snert af kokossmag
Thai agurkesalat
- 1 agurk
- 1 mellemstort rødløg
- 1 frisk rød chili, vælg den styrke og mængde, der passer til dine smagsløg, agurkesalaten er lidt spicy
- 7 spsk risvinseddike, lagereddike kan bruges hvis ikke du har risvinseddike
- 3 spsk sukker, gerne rørsukker eller kokossukker - det giver eddiken en lidt lysebrun farve
- 2½ dl kogt vand
- saft af 1 limefrugt
- lidt salt og friskkværnet peber
- 2 spsk hakket frisk koriander
Fried Rice light
3 dl kogte ris
3 fed hvidløg
1 mellem gulerod
2 forårsløg
1/4 rød peberfrugt
2 spsk soyasauce
2 tsk Sambal- Oelek (chilipasta)
½ tsk kokossukker, rørsukker eller almindelig sukker kan bruges
salt og friskkværnet peber
2 spsk kokosolie til stegning
Til servering
- 1 lille håndfuld ristede jordnødder
- lidt frisk koriander
- lidt grønt fx gulerod, agurk, snittet kål, bønnespirer
Sådan gør du
- Skyl bønnerne og skær dem i tynde skiver på ca 2 mm
- Hak forårsløget fint
- Kom ingredienserne til fiskekagerne, undtagen forårsløg og bønner, i en skål til en stavblender eller i en foodprocessor og blend dem til en ensartet masse - den skal ikke være helt fint blendet
- Kom farsen i en skål og rør forårsløg og bønner i
- Varm olien op på en pande. Sæt farsen på panden med en spiseske, som når du steger frikadeller, men tryk dem lidt flade og steg fiskekagerne på begge sider til de er sprøde, brune og gennemstegte
Thai agurkesalat
- Skyl agurken, del den på langs og skrab kernerne ud med en teske
- Skær agurken i skiver på ca ½ cm
- Pil løget, del det i to halvdele og skær det i tynde skiver
- Flæk chilien på langs, fjern kernerne og skær den i tynde skiver. Hvis du lader kernerne være, bliver agurkesalaten mere spicy, men så kan du til gengæld skære ringe i stedet
- Kom sukker, risvinseddike, limesaft, salt, friskkværnet peber og chili i en skål og overhæld med kogende vand, sørg for at sukkeret bliver opløst
- Smag agurkesalaten til - om der skal mere sukker, mere eddike eller mere salt i - der skal være balance mellem det sure, det søde og det salte
- Tilsæt agurkestykker og rødløg
- Hvis du har tiden, vinder agurkesalaten ved at trække en times tid, men det er ikke nødvendigt. Du kan evt lave agurkesalaten inden, du går i gang med fiskekagerne
Drys med frisk hakket koriander inden servering
Fried Rice light
- Hvis ikke du har en rest kogte ris, er det en god idé at starte med at koge ris, inden du begynder på farsen og agurkesalaten, så risene kan nå at køle af og blive tørre
- Skyl og snit forårsløg i skiver på ca 1 cm
- Pil hvidløg og skær i tynde skiver
- Skræl og riv guleroden
- Skær peberfrugt i små tern
- Varm kokosolien op i en sauterpande eller wok og lynsteg hvidløg til de bliver sprøde og gyldne
- Tilsæt de kogte ris lidt ad gangen og fordel dem rundt, så de ikke klumper. Lad retten stege til risene får en sprød skorpe. Fordel hele tiden de ikke stegte ris med dem, der er stegt. Rør i det, så risene ikke brænder på
- Tilsæt Sambal-Oelek (eller anden chilipasta), soyasauce, lidt salt og friskkværnet peber
- Tilsæt revet gulerod, rød peber og forårsløg og varm igennem
Anret fried rice, fishcakes og lidt grøntsager på tallerkener og server med thai agurkesalaten til