Thai oksekød med grøntsager

    Det er nemt at få brugt sine grøntsagsrester ved at lade sig inspirere af det thailandske køkken. Denne ret med hakket oksekød og grøntsager er ingen undtagelse. Jeg har, stort set, altid forårsløg og rød peber i køleskabet, og så havde jeg er rest gulerødder, en rest sukkerærter og en rest spinat. Men andre grøntsager kan sagtens bruges - fx broccoli og bønner i stedet for gulerødder og sukkerærter. Blomkål er godt og ligeledes babymajs. Jeg havde lige lært at lave denne sauce af min svigerdatter (som er thai). Hun elsker ketchup, hvilket jeg ikke gør, men jeg gav det en chance. Saucen blev super lækker, smagfuld og rigtig thai


Ingredienser

Til 4 personer 

  • 500 g hakket oksekød, alternativ kylling 
  • 400 g champignon, gerne brune
  • 1 rød peber
  • 3 gulerødder 
  • ca 50 g sukkerærter 
  • 2-3 forårsløg
  • 100 g babyspinat
  • lidt oliven- eller kokosolie til stegning

Sauce

  • ½ dl soyasauce
  • ½ dl ketchup
  • 1-2 tsk chilisauce, fx stærk-, hot-, eller medium Srirachasauce eller Sambal-Oelek (vurder selv efter dine smagsløg)
  • friskpresset saft af ½ limefrugt
  • 2 spsk friskrevet ingefær
  • 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg, presset

Til servering

  • jasmin- eller basmatiris, ca 1 dl/person
  • det fintsnittede grønne fra forårsløgene
  • evt lidt peanuts
  • lidt sød chilisauce
  • 1 finthakket frisk rød chili eller lidt tørrede chiliflager, så man selv kan spice retten op, hvis man ønsker det

Sådan gør du

  1. Tilbered risene efter anvisning på pakken
  2. Rør ingredienserne til saucen sammen i en skål
  3. Riv ingefær og pil og pres hvidløg
  4. Skyl den røde peber og skær den i tynde strimler
  5. Skyl/skræl gulerødder i skær dem i tynde strimler på langs
  6. Rens champignon og skær dem i skiver
  7. Skyl sukkerærterne og halver dem på langs
  8. Skyl forårsløg og snit dem fint - det grønne fra løgene gemmes til servering
  9. Varm lidt kokos- eller olivenolie op i en wok eller en pande med høj kant og steg det hakkede oksekød ved høj varme
  10. Tilsæt gulerødder og champignon og steg et par minutter
  11. Skru lidt ned for varmen og tilsæt rød peber og det hvide af forårsløget og steg yderligere 1 minut
  12. Tilsæt saucen, spinaten og sukkerærterne og vend det hele godt, til spinatbladene falder sammen og saucen er blevet varm

Drys med det grønne af forårsløgene samt evt lidt peanuts og server den lækre ret med ris , lidt sød chilisauce samt evt lidt hakket chili/chiliflager til