Thainudler med kylling og grønt i soyasauce

Mange thairetter tilberedt i wok eller pande er super nemme at lave. Skal det kød, man vil bruge, marineres, kan man gøre det i forvejen, når man har tid, og så skal der blot snittes grøntsager. Det hele lynsteges, og man har et herligt måltid. Nogle gange kan man helt springe marineringen over, og oftest er der en lækker sauce, der giver retten masser af smag. Jeg kom lige hjem fra Dubai og ville lave en thairet, så der var ikke tid til at lade kyllingen marinere. Jeg savnede thaimad, da det er svært at finde i Dubai – jeg har ladet mig fortælle, at det er fordi, man ikke kan få de rigtige ingredienser (jeg ved ikke, om det er sandt). Til denne nudelret bruger jeg pak choy, som jeg heldigvis ofte kan få i min lokale Meny. Hvis ikke, du kan finde pak choy, kan du i stedet bruge den mindre version, bok choy, eller du kan bruge kinakål eller romainesalat. Eller har du nogle andre grøntsagsrester, kan du bruge dem i stedet


Ingredienser

Til 4 personer 

  • ca 400 g nudler, fx ægnudler
  • 400 g kyllingebryst
  • 350 g champignon, gerne brune
  • 1 stk pak choi *)
  • 3 forårsløg
  • en rest sukkerærter eller grøn peber, hvis du har – ellers udelades det blot eller erstattes af en anden rest grøntsager
  • lidt olie til stegning

Sauce

  • ½ dl soyasauce
  • ½ dl østerssauce
  • ½ dl ketjap manis **) eller anden sød soyasauce
  • friskpresset saft af ½ lime
  • 1 spsk olie, fx oliven- eller sesamolie
  • 1 spsk revet ingefær
  • 1 lille solohvidløg eller 3 almindelige fed hvidløg, revet
  • 1 stk rød chili, finthakket med eller uden kerner (med kerner bliver saucen mere spicy)
  • 2 tsk palmesukker eller rørsukker – almindelig sukker kan bruges i stedet

Til servering

  • 1 håndfuld peanuts, gerne saltede
  • noget af det grønne fra forårsløg
  • evt lidt frisk hakket koriander eller basilikum
  • evt lidt ekstra sauce suppleret med hakket basilikum eller koriander

*) kan du ikke finde pak choy men måske bok choy (som er en mindre udgave), bruger du 2 stk. Kan du ikke finde nogle af delene, kan du bruge kinakål eller romainesalat

Sådan gør du

  1. Rør ingredienserne til sauce sammen i en lille skål
  2. Tilbered nudlerne efter anvisning på pakken og skyl dem i koldt vand, så de ikke klistrere sammen
  3. Rens champignon og skær dem i skiver
  4. Skyl pak choy og skær i tynde strimler  på tværs
  5. Skyl og hak forårsløg. Gem noget af det grønne til at drysse over inden servering
  6. Har du lidt sukkerærter, skylles de og skæres i skrå skiver (3-4 pr stk). Har du lidt grøn peber, skæres dette i små tern
  7. Varm lidt olivenolie op i en wok eller pande med høj kant og steg kyllingekødet ved høj varme, til det bliver gyldent og er gennemstegt. Tag kødet op på en tallerken
  8. Tilsæt evt lidt ekstra olie og rist champignon et par minutter, stadig ved høj varme
  9. Skru lidt ned for varmen, tilsæt pak choy og forårsløg og lad det hele stege et par minutter
  10. Tilsæt saucen og vend de stegte kyllingestrimler og   sukkerærter/peber i
  11. Vend til sidst de tilberedte nudler i og varm igennem
  12. Inden servering drysses med det grønne fra forårsløgene, som du stillede til side samt evt lidt frisk hakket basilikum eller koriander

Server retten med en skål peanuts, gerne de saltede, til og evt lidt ekstra af saucen, som du tilsætter lidt hakket basilikum eller koriander (det sammen som du brugte som drys)