Jeg har stadig, selvom det er oktober, mange tomater i drivhuset. Rigtig mange af dem er revnede, nogle af disse mugner, så de ryger i kompostbunken. Men trods revner, kan tomaterne sagtens bruges, blot er de ikke så kønne i salaten. Jeg havde 700 g revnede tomater.
Da jeg altid laver mange forskellige slags marmelade, tænkte jeg at tomatmarmelade - det må man da kunne lave. Men hvad kommer jeg i sammen med tomaterne?
Da jeg skulle i gang med marmeladen, havde jeg lige spist et stykke hvid chokolade med citron og lakrids og tænkte selvfølgelig - det er da det, der skal i.
Som tænkt - så gjort, og her kommer min version.
Marmeladen smager fortræffelig til fx grillet kød, som tilbehør til fisk eller til ost. En helt fantastisk anvendelse er på ristet rugbrød - det smager himmelsk.
Ingredienser
- 700 g tomater
- saft og revet skal af en ubehandlet citron
- 2 dl rørsukker eller palmesukker
- 1 spsk anis pulver
Sådan gør du
- Skyl tomaterne og skær dem i kvarte - de små kan du nøjes med at halvere - og put dem i en gryde
- Bland de andre ingredienser i og bring det i kog.
- Lad marmeladen simre ca 45 minutter, indtil den er kogt ind til en jævn konsistens
- Fyld marmeladen på rene atamonskyllede glas og luk dem med det samme