Torsk med mangopachadi

Pachadi er en typisk sydindisk tilbehør. Den bliver normalt lavet af grøntsager, fx agurk eller rødbede, eller frugt fx mango eller ananas. Pachadi er sød og cremet samtidig med at den er krydret, og derfor egner den sig virkelig godt til især fisk og skaldyr. Og så er den nem at lave.

Min version af mangopachadi, der er inspireret af en god indisk ven, Vaidyanathan, er her serveret til torskesteak med ris. Et stort hit, både hos familien og hos gæster.


Ingredienser

til 4 personer

  • 4 torskesteaks
  • friskpresset saft af 1 citron
  • 2 modne mango
  • 2 spsk ingefær, skrællet og skåret i tynde strimler
  • 25 g palmesukker - rørsukker eller almindelig sukker kan bruges
  • ½ tsk gurkemeje

Kokospasta

  • 75 g revet frisk kokos - hvis ikke, du kan få frisk kokos, kan du bruge kokosflager eller kokosmel
  • chili efter smag men pachadien skal være lidt spycy
  • 1 tsk sennepspulver
  • 2 dl vand

Topping

  • 2 tsk sennepsfrø
  • 2 tsk karry
  • 2 spsk vand
  • 4 tørrede røde chilier, flækket på langs og uden kerner
  • 1 spsk kokosmel
  • lidt kokos- eller olivenolie til stegning af topping

Sådan gør du

  1. Put kokos, frisk chili og sennepspulver i en blender sammen med 2 dl vand og blend det til en lidt grov pasta
  2. Skræl mangoen og skær den i tern på ca 2 x 2 cm.
  3. Læg torskestykkerne i et fad, drys salt og peber samt friskpresset citronsaft over
  4. Sæt torsken i en kold ovn, der tændes på 180 grader (varmluft). Torsken skal have 18 minutter
  5. Put mangoternene i en gryde, dæk dem med vand, bring dem i kog og lad dem simre i 5 minutter
  6. Tilsæt sukker, ingefær og gurkemeje og lad det simre videre i 5 minutter
  7. Bland kokospastaen i, rør det godt rundt og lad det simre videre i yderligere 5 minutter

Topping

  1. Mens mangoblandingen simrer, laves topping
  2. Rist sennepsfrø i lidt olie på en pande. Når de begynder at poppe tilsættes karry, kokosmel og de tørrede chilistykker. Det hele ristes nogle minutter. Tilsæt 2 spsk vand og rør det hele godt sammen.
  3. Retten serveres i skåle - ris i 1/3 af skålen, en torskesteak i en anden 1/3 og mangopachadien i den sidste 1/3 samt hen over noget af torsken og nogle af risene. Drys topping hen over det hele

Tilbehør der passer til