Tundeller med citrondressing

Tundeller er en lidt anderledes form for frikadeller. De er super nemme at lave, de smager godt, og de kan bruges både som aftensmad, frokost og i madpakken. Har man lyst, kan man komme revet gulerod, revet zucchini og/eller alle mulige slags krydderurter i. Tundellerne er super gode sammen med alle former for salat, kartoffelsalat eller pastasalat. Den version, jeg har lavet her, har fået et italiensk twist med krydderierne og blev serveret til en ferskensalat med mozzarella samt med en citrondressing


Ingredienser

Jeg fik 9 deller ud af portionen

  • 2 dåser tun i vand
  • 3 æg
  • 2 spsk finvalsede havregryn *)
  • ½ rødløg
  • 3 fed hvidløg
  • friskpresset saft af ½ citron
  • ½-1 tsk cayennepeber
  • 1½ tsk tørret oregano
  • lidt salt og friskkværnet peber
  • olie til stegning

Citrondressing (passer til de 9 tundeller)

  • 1 dl græsk yoghurt, fx 2%. Skyr eller 10% yoghurt kan bruges
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 1 håndfuld mynteblade
  • 2 spsk citronsaft (svarer ca til saft af ½ citron) samt revet skal fra ½ økologisk/ubehandlet citron
  • 2 tsk citronsirup eller flydende honning fx akaciehonning
  • lidt salt og friskkværner peber
  • Inden servering drysses evt lidt revet citronskal over

*) Hvis du synes, farsen bliver for tynd, kan du tilføje en ekstra spsk havregryn

Sådan gør du

  1. Pres al væsken fra tunen
  2. Pil og riv løg
  3. Pil og pres hvidløg
  4. Pres citron
  5. Kom alle ingredienser i en skål og bland dem godt sammen, så der ikke er store stykker tun. Du kan evt give det en tur med en stavblender. jeg bruger en grydeske - det er fint
  6. Med hænderne eller med en ske formes dellerne i den ønskede størrelse. Jeg laver dem ca som en golfbold og presser dem lidt flade
  7. Var olien op i en pande og steg dellerne 3-4 minutter på hver side til de er gyldne og sprøde

Citrondressing

  1. Riv skallen af citronen inden du presser den - det er nemmest. Stil den revne citronskal til side til servering
  2. Hak myntebladene fint og pres hvidløg. Bland alle ingredienserne til dressingen  sammen i en skål og drys med revet citronskal inden servering