Tagine er både en gryde og en ret. Tagine er en nordafrikansk (marokkansk) form for gryde/stegeso, der traditionelt anvendes til tilberedning af mad. Tanginen er et glaseret lerfad med et kegleformet låg, hvori man tilbereder sin ret, tager låget af og serverer i fadet. Oprindeligt tilberedes retten over glødende kul, men har man ikke lige det, bruges en ovn. Man kan næsten sige, at det er en form for 'one pot', hvor grøntsager, krydderier og evt kød/fisk tilberede sammen i fadet. Har man ikke en tagine, kan man bruge en 'gammeldags stegeso' eller simpelthen lave retten i en almindelig gryde, som man sætter i ovnen. Kan gryden ikke tåle at komme i ovnen, kan man, som jeg har gjort her, lade retten simre på komfuret. Bruger man en tagine, skal man være sikker på, at den kan tåle direkte varme fra komfuret - hvis ikke, kan man bruge en pande til at riste i og hæld ingredienserne over i taginen bagefter.
Man kan, som nævnt, bruge alle slags grøntsager, krydderier og kød/fisk eller man kan lave en vegetarret. Og man kan lave retten med eller uden couscous. Jeg har i denne version lavet en vegetar tagine med couscous og grøntsager samt oliven, dadler og abrikoser, da disse giver en herlig smag i tanginen. Jeg har brugt en almindelig gryde, som har simret på komfuret.
Ras al Hanout er et krydderi, der bruges i typiske marokkanske/nordafrikanske retter, hvor man både bruger det til at gnide ind i kødet og til at blande i ris. Krydderiet er et blandingskrydderi, der består af kanel, kardemomme, nelliker, ingefær, allehånde, fennikel, anis, spidskommen, sort peber, koriander, chili, paprika,, kommen, muskatnød, rosenblade og safran
Ingredienser
Til 4 personer
- ½ dl couscous, jeg brugte den, der er mellem grov + 1½ dl vand
- 1 spsk Ras al Hanout (se ovenfor)
- 4 små løg eller 1 stort
- 4 fed hvidløg
- ca 2½ cm ingefær
- revet skal af 1 ubehandlet/økologisk citron
- 4 cocktail tomater eller andre tomater af samme størrelse
- ½ blomkål
- 3 store gulerødder
- 3 minuauberginer eller ½ almindelig aubergine
- 3 mini courgetter eller 1 almindelig courgette
- 1 håndfuld mynteblade
- 1 håndfuld oliven evt blandede sorte og grønne
- 1 håndfuld tørrede abrikoser
- nogle dadler, gerne uden sten
- 3 dl passata eller anden neutral tomatsauce
- 1½ dl vand
- olivenolie til stegning
Tip.
Blomkål kan evt erstattes af kartofler/søde kartofler, eller man kan bruge begge dele
Til servering
- 1 lille håndfuld koriander
- saft af 1 citron, der presses over (brug den citron, du har revet skallen af)
- 1 håndfuld ristede mandler
Sådan gør du
- Start med couscous'en
- Kom couscous'en i en skål og hæld kogende vand og lidt salt over (1:1). Rør i det, læg et låg over og lad couscous'en stå og trække i 10 minutter
- Skyl auberginer og skær i både. Hvis det er en stor aubergine, du bruger, skæres den i tern på ca 1½ x 1½ cm. Kom dem i en skål med koldt vand og lidt salt og lad dem stå, mens resten af ingredienserne forberedes
- Gå videre med sauce og resten af grøntsagerne
- Pil og hak hvidløg og hak mynten groft
- Skræl ingefær og pil løg og skær begge dele i tynde skiver
- Riv skallen af citronen
- Skræl gulerødder og skær dem i skrå skiver
- Del blomkål i små buketter
- Skyl og skær courgetter i både
- Skær tomater og abrikoser i tern
- Varm olien op i en tagine eller gryde og rist løg, hvidløg og ingefær 1 minut
- Tilsæt Ras al Hanout
- Hæld vandet fra auberginerne. Tør dem evt lidt med køkkenrulle eller et viskestykke og tilsæt dem
- Tilsæt derefter blomkålsbuketter, gulerødder, courgetbåde og auberginebåde/-tern og rist 1 minut
- Tilsæt tomater, abrikoser, citronskal, tomatpassata og vand og lad retten simre ved svag varme i 30 minutter. De sidste 5 minutter simrer oliven og dadler med. Du kan evt tilsætte lidt mere vand, hvis saucen vil sætte sig fast i gryden/taginen
- Alternativ: varm ovnen op til 180 grader og sæt taginen/gryden ind i 30 minutter. Tilsæt også her oliven og dadler de sidste 5 minutter
- Mens retten simrer, ristes mandlerne på en tør pande
- Vend couscous og mynteblade revet i mindre stykker i saucen og hæld friskpresset citronsaft over
- Drys til sidst med ristede mandler, koriander og rucola plukket i mindre stykker
Server din vegetar tagine med fx arabiske manakish eller naanbrød