Vietnamesisk oksekød med pasta

En autentisk ret fra det sydlige Vietnam, der kombinerer vestlige ingredienser med den asiatiske måde at tilberede måltider på. Rettens vietnamesiske navn er Nui Xao Bo - 'nui' betyder pasta, 'xao' betyder lynstegt og 'bo' betyder oksekød. Oksekødet skal skæres i strimler på 1 mm, så bliver det super lækkert. Med en skarp kniv kan det sagtens lade sig gøre - det tager lidt længere tid med de tynde skiver, men det er absolut det værd. Mængden af ingredienserne her er til to personer men kan sagtens ganges op til flere. Det er så vigtigt, at man lynsteger kødet af flere omgange, for at det bliver lækkert stegt og ikke bare koger. Man kan bruge de grøntsager, man har lyst til, og kan man ikke finde pak choy eller bok choy (miniudgaven af pak choy), kan kinakål sagtens bruges eller du kan erstatte med spinat.


Ingredienser

til 2 personer

  • 250 g oksesteak/-bøf
  • 5 fed hvidløg
  • 1 mellemstort løg
  • 2 gulerødder
  • 50 g sukkerærter
  • ½ rød peber
  • 200 g bok choy
  • olivenolie til stegning
  • 175 g penne pasta
  • salt og friskkværnet sort peber

Til sauce

  • 4 spsk østerssauce
  • 3 spsk soyasauce
  • ½ tsk kokossukker, rørsukker kan bruges
  • 1 stor tsk tomatkoncentrat
  • 2 tsk vand
  • 1/4 tsk friskkværnet peber
  • persille og/eller koriander til pynt

Sådan gør du

  1. Pil og hak hvidløg og skær løget i 2 halve, som skæres i tynde skiverløg
  2. Skræl gulerødder og skær dem i tynde skrå skiver (julienneskåret)
  3. Skyl den røde peber og skær også den i skrå skiver (julienneskåret)
  4. Skær 'bunden' af bok choy og skyl bladene
  5. Skyl sukerærter og skær dem igennem på langs
  6. Skær oksekødet i super tynde skiver på 1 mm og kom det i en skål sammen med salt, friskkværnet peber, 1 tsk af det hakkede hvidløg og 1 tsk olie. Vend det godt rundt og lad det hvile, mens du forbereder resten af ingredienserne
  7. Bland ingredienserne til saucen
  8. Kog pastaen 'al dente' efter anvisning på pakken. Skyl dem under kold vand og hæld en smule olivenolie over, så de ikke klistrer sammen
  9. Varm en sauterpande, pande eller wok op til middel varme og rist halvdelen af det resterende hvidløg nogle sekunder. Tilsæt det hakkede løg og rist 1 minut
  10. Tilsæt gulerodsskiver og det røde peber og rist 2 minutter
  11. Tilsæt bok choy og sukkerærter og rist endnu 1 minut. Grøntsagerne skal være sprøde og lækre. Tag grøntsagerne op på en tallerken
  12. Kom lidt mere olie på panden og rist resten af hvidløget nogle få sekunder. Skru en smule op for varmen og lynsteg oksekødet lidt ad gangen. Efterhånden som du tilsætter mere oksekød, skubbes det stegte over til siden af panden. Steg til oksekødet er næsten mørt (der skal steges 1 minut mere, når det hele er blandet sammen)
  13. Skru ned for varmen og tilsæt pasta og halvdelen af saucen, rør det godt sammen og steg ½ minut, så kød og pasta bliver 'dækket' med sauce
  14. Kom grøntsagerne i panden og bland disse med kød og pasta. Hæld resten af saucen over, bland det og steg ½ minut, så kødet bliver helt mørt

Server på tallerkner eller i pastatallerkner drysset med hakket persille og/eller koriander